
Pudsning af jeres sølvtøj
Vi kender det alle: Der skal holdes en stor fest i familien, men sølvtøjet er desværre anløbet, fordi det ikke har været i brug siden seneste arrangement. Sølvkælderen pudser naturligvis gerne sølvtøj professionelt op: Prisen for det beregnes ud fra et anslået timeforbrug. Husk nu at indlevere sølvgenstande i god nok tid hos os til at vi kan nå at levere det ønskede, smukke, resultat. Bruger man derefter sit sølvtøj i det daglige, vil det ikke anløbe lige så meget.
Pudser man selv sit sølvtøj op, skal man passe på ikke at slide stempelmærker væk med et hårdt pudsemiddel. Sølvkælderen sælger pudsemidler.

Forsikringsvurderinger og genanskaffelsespriser
Før at man får ”ubudne gæster” i sit hjem, skal man have foretaget en professionel vurdering af genstande som sølvtøj. Oplysningerne har ens forsikringsselskab brug for. Er skaden sket og tyvene har været forbi, kan Sølvkælderen dog ofte være behjælpelige med såkaldte genanskaffelsespriser. Har man ikke billeder af sølvtøjet – herunder billeder af stempler – skal man gerne kunne beskrive dem på anden vis. Sådanne vurderinger foretages på timebasis.

Reparation
Er uheldet ude, og er sølvkanden røget på gulvet eller er et stykke bestik blevet bøjet, kigger Sølvkælderens guld- og særlig sølvsmede gerne på sagerne. Vi kan selv reparere en del – og kan vi ikke, så kender vi nogen, der kan!
Det er det vidunderlige ved genstande af kvalitet, som er lavet i hånden og som er af sølv: Meget lader sig gøre, når man har holdbare sager på arbejdsbordet.
Det er hvad vi forstår ved bæredygtighed, og det er altid rart at vide at familiearvestykker kan sættes i stand og repareres, selv hvis en fest har været særlig munter.

Gravering
Graveringer er den detalje, der ikke ses ved første blik, men som ikke desto mindre er afgørende, når det kommer til en personlig gave af sølvtøj. Både små og større emner kan graveres, og det er sådan set kun pladsen på sølvet samt menneskelig kreativitet, der sætter rammerne for hvad der lader sig gøre. En pyntegravering – også kaldet en dekorativ- eller ornamentalgravering – er ca. 0,20-0,30 mm dyb. En dybdegravering – også kaldet en reliefgravering – er ca. 1 mm dyb, og den er også funktionelt anvendelig til at afsætte et tryk i voks med en signetring. Håndgravering rummer sjæl og historie, fordi den bogstaveligt er ”håndens værk”.