Ofte stillede spørgsmål/FAQ

Af alle metaller har sølv den hvideste farve. Sølv er det 68. mest sjældne grundstof i jordskorpen. Det findes sjældent rent, fordi sølv gerne indgår i forbindelser med andre metaller. Sølv er ca. 30 gange så udbredt end guld i jordskorpen, hvilket også er en af grundene til at guld koster mere end sølv.

Rent sølv er upåvirket af vand og ilt, men det ændres af luftens ozon. Så dannes der sølvoxid, og ved kontakt med svovlforbindelser dannes sølvsulfid. Naturlige og menneskeskabte sølvlegeringer anløber også gråt eller sort, når sølvet udsættes for luftens svovlforbindelser. Det tynde sorte/gullige lag sølvsulfid på overfladen kaldes ’anløbent’. Det er sort, og det kan afsætte mørke mærker på huden. Et andet eksempel er ægs indhold af brintsulfid; det indgår i en kemisk reaktion med sølvbestik.

Der er blevet fundet sølv i Cornwall (England), Norge, Tyskland, Polen, Sibirien, Mexico, Nevada, Utah, Colorado, Arizona, Ontario (Canada), Burma, New Mexico, Chile og Peru. De vigtigste sølvproducentlande er i dag Mexico, Peru, Australien, USA, Kina, Rusland, Canada, Chile, Polen og Bolivia.

Sølv er i hvert fald blevet anvendt til kongelige og rituelle formål og ceremonier i årtusinder, til personlig udsmykning, og som bestik og tallerkner til indtagelse af mad og drikke. I århundreder var sølv betragtet som en ’nødvendig luksus’, som man ikke havde lyst til at være foruden. Det eneste alternativ var det mere kostbare og sjældne guld. Sølv blev derfor omtalt som et ideelt metal; hverken lige så kostbart eller tungt som guld, men med en værdi som vare, noget, som kunne bruges til udformning af luksusgenstande, udsmykninger og mønter.

Engang blev sølv brugt i (de rigeste) husholdninger til for eksempel sengerammer, stole, borde, spejlrammer og pejsesæt – men de fleste sølvsmedearbejder blev anvendt til servering af vin. Bordsølv omfattede alt fra pokaler og drikkehorn til kander, springvand til servering af vin og krydderiæsker til opbevaring af gløgg-krydderier. Sølvserveringsredskaber bestod af bakker, skåle, servietringe, gryder, potter og pander, æggeholdere, serveringsbestik, tallerkner, sovseskåle, saltbøsser og andre krydderibøsser, kaffe- og chokoladekander, tekander, mælke-/flødekander, sukkerskåle og -tænger, bestik og serveringsredskaber i mange afarter, og hertil kom lysestager.

Korpus betyder bogstaveligt krop på latin. I sølv-optik er det genstande, som kan ”rumme” noget – en beholder af en art. Korpus eller sølvkorpus betegner større brugsgenstande og kunsthåndværk, der typisk er fremstillet i sterlingsølv (925) eller 830-sølv. Det er for eksempel skåle, kander, lysestager, bakker og æsker.

Betegnelserne guld- og sølvsmed er misvisende, for det er ikke metallerne, som personerne arbejder med og i, som gør forskellen, men derimod hvad de fremstiller og arbejdsteknikkerne. Guldsmede laver smykker i både guld og sølv, og sølvsmedene udfører korpusarbejder (store brugsgenstande) og bestik i flere metaller, for eksempel guld. Teknikker og værktøjet er forskelligt, men de forskellige smede kan altså godt finde på at bytte ædelmetaller, så en guldsmed arbejder i sølv, og en sølvsmed arbejder i guld.

Lige som med guld angives sølvs finhed også i tusindedele (promiller). Sterling-standarden – en legering bestående af 925 ‰ sølv og 75 ‰ kobber – var allerede almindeligt anvendt fra begyndelsen af det 14. århundrede og frem til i dag, og det næsten uden ændringer. De 7,5 % kobber gør legeringen hårdere og stærkere, end hvis den blot havde bestået af rent sølv, og legeringen har været særligt populært til bestik og korpusarbejde.

Bymærker stemplet ind i en sølvgenstand har i nogle tilfælde fungeret som garanti for sølvindholdet i den pågældende genstand, specielt hvis det var islået af en laugs-oldermand eller en guardejn (en embedsmand ansvarlig for prøvning af genstande af ædelmetaller). Kong Christian 4. (1577-1648) nedsatte i 1608 en offentligt udnævnt person som guardejn, som skulle kontrollere lødighed af alle arbejder. Allerede i 1515 var det blevet besluttet at forsyne genstande med et bymærke. I 1540 skrev Christian 3. (1503-1559), at oldermanden skulle indslå bymærket; det københavnske bymærke var (og er) de tre tårne. De tre tårne har haft et lidt forskelligt udseende siden 1608. I Christian 4.s guldsmedeskrå fra 1608 indførtes guardejnordninger; en uvildig kontrol af alle guldsmedearbejder foretaget af en embedsmand. Københavns guardejn-kontrolstempel var bymærket med de tre tårne og årstal. Samtidig afkrævede guardejnen stempelafgift, og tidspunkt for betaling blev angivet med endnu et stempel. Først i loven af 5. april 1888 blev det muligt for alle landets guldsmede at bruge det københavnske bymærke med årstal som et slags garantimærke; samtidig blev prøvning af en guardejn gjort frivilligt. Den sidste udpegede statsguardejn i København fratrådte i 1988. I 1973 var tretårnet sølv vedtaget som 830 ‰ sølvholdigt.

Sølvplet er forsølvede uædle metaller, nogle gange også stemplet med to tårne. Siden ca. 1840 er sølvlaget blevet påført ved hjælp af elektrolyse. Sølvtøj, der udelukkende er belagt med sølv, har som regel en belægning på 20-30 microns tykkelse; forsølvede smykker kun 3-5 micron. Gen-forsølvning kan foretages ved galvanisk forsølvning.

Små transportable beholdere af velduft og parfumer findes i grænselandet mellem kunst- og kulturhistorie. De har været i anvendelse i Egypten siden år 3500 før vor tidsregning, og i Ming-perioden (1368-1644) fik kineserne udført fantastiske flakoner til personlig brug. Bevarede egyptiske parfumeartefakter i form af parfume-ampuller, -krukker og -flakoner findes bevaret på museer, og kunstnere, håndværkere, guld- og sølvsmede, stenudskærer og glaskunstnere har gennem årtusinder været travlt beskæftigede med bestillinger af beholderne. De essentielle blomsterolier var besværlige at udvinde, så bekostelige parfumer var en luksus forbeholdt de få. Netop derfor blev der også ødslet tid på udformning og forarbejdning af flakonerne. Nogle af disse små kunstværker var også klart statussymboler, fordi de blev båret på klædedragten i al offentlighed, og derfor blev de også udført i ædle materialer. De kendes som pomandere, balsambøsser og hovedvandsæg.

Sølvkælderen køber ofte gammelt sølv, men mest med videresalg for øje. Vi køber gammelt sølvtøj, fordi vi elsker sølvets håndværk, traditioner, historie og designskat. Nogle gange står sølvtøj måske ikke til at redde, og så omsmeltes det – men noget kan vi også redde ved restaurering.

Når sølv købes som såkaldt skrot – altså med henblik på omsmeltning – tjekker man først, at man faktisk står med sølv i hænderne. Dernæst vejes sølvgenstandene op, og så gives der en fastsat grampris for det. Har en særlig designer eller sølvsmed udført et stykke sølvtøj, gives der måske også en merpris, fordi sølvtøjet bedømmes at have en videresalgs-værdi, der er højere end materialeværdien (altså hvor mange gram sølv genstanden består af).

Vintage, estate, antikt – kært barn har mange navne. Sølvkælderens sortiment er for langt de fleste genstandes vedkommende brugt. Dermed er den grønne profil også i top, for sølvtøj er bæredygtigt i generationer, i nogle tilfælde også århundreder. Antikt betyder at noget er mere end 100 år gammelt, og det er noget af Sølvkælder-sortimentet virkelig. Vores guldsmede, sølvsmede og lærlinge har set hver genstand igennem; har reparation været nødvendigt, er det blevet nænsomt udført – men måske har noget bare trængt til en kærlig og professionel oppudsning. Sølvkælderen rummer også nye, fine ting fra nulevende, danske sølvsmede. Endelig har Sølvkælderen med stolthed solgt meget sølvtøj til Kongehuset – blandt andet var dronning Ingrid (1910-2000) en flittig kunde. Til dronning Ingrid solgte Sølvkælderen en kopi af det thailandske kongeskib. Kongeskibet målte cirka en meter i længden og havde været i butikken i over tredive år